Frivend
(Let øvet)
Frivend er en støtteøvelse til vægtløftning, som primært sætter fokus på vendet (clean). På engelsk hedder den power clean, hvilket kommer fra at ham hiver hårdere i stangen og griber stangen mere oprejst end frem for i hug som i normale vend - dermed mere power.
Frivend træner stort set alle de muskler i kroppen, som hjælper med at strække os ud - fra læg, baglår, forlår, baller, nakke og rygstrækkerne. Træner man vægtløftning, er det oplagt hvordan øvelsen kan hjælpe. Hvis man træner for muskelmasse, vil frivend kunne hjælpe med at opbygge muskelmasse på især øvre ryg og nakke. For idrætsudøvere, er frivend meget overførbar til spring - faktisk mere end squat.
Når du udfører frivend, skal du stå med cirka skulderbredde med lidt vinkel på fødderne. Du skal holde låsegreb og hele tiden holde stangen tæt til kroppen.
Frivend opdeles typisk i tre segmenter: førstehivet fra gulv til knæ, andethivet fra knæ og op samt den tredje fase, hvor stangen gribes.
Førstehivet kan umiddelbart minde lidt om dødløft, men det er det ikke. Det vigtigt at du starter med hoften længere nede end i dødløft og holder den nede. I andethivet strækkes hoften og du trækker nakken op. I tredje segment gribes stangen uden problemer, hvis de to foregående faser er udført korrekt.
Anders er personlig træner. Videoen er optaget i The Gym på Østerbro i København.









